Ung kvindes mareridt: Fremmed mand trængte ind i hendes hjem og ville voldtage hende


Arkivfoto


En 29-årig mand blev tirsdag ved Retten i Holstebro idømt syv års ubetinget fængsel for hjemmerøveri og forsøg på voldtægt.

Omkring klokken 00:40 den 8. oktober 2022 gik en mand ind ad en ulåst dør til et tilfældigt hus i Holstebro.

Her overfaldt han en 28-årig kvinde og truede hende til at udlevere 1.400 kroner.

Manden trak herefter bukserne af kvinden og forsøgte at få samleje, men det lykkedes kvinden at kæmpe sig fri.

Herefter flygtede manden fra stedet.

Videoovervågning fra området og den øvrige efterforskning førte politiet frem til en mistænkt, der to dage efter overfaldet blev anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet.

Tirsdag den 17. januar 2023 faldt der dom i sagen.

Den 29-årige mand, der er fra Holstebro, blev kendt skyldig i hjemmerøveri og forsøg på voldtægt.

Straffen lød på syv års ubetinget fængsel.

”Der er tale om et egentligt hjemmerøveri og et forsøg på overfaldsvoldtægt i kvindens eget hjem. Det er en meget alvorlig sag, og det mener jeg også, straffen afspejler”, siger senioranklager Flemming Hother, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 29-årige mand erkendte i retten at have været i kvindens hjem for at skaffe penge til stoffer, men nægtede voldtægtsforsøget og ankede dommen på stedet.