Arkivfoto
Tre personer sidder allerede fængslet, og efter at have været efterlyst internationalt er en 36-årig formodet hovedmand i en sag om organiseret menneskehandel med prostitution for øje nu også i dansk politis varetægt.
Manden er anholdt i Frankrig og blev tirsdag udleveret til Danmark. Onsdag bliver han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Straffelovens bestemmelse om menneskehandel drejer sig om udnyttelse af andre personer til for eksempel tvangsarbejde eller prostitution.
Københavns Vestegns Politi vil foreløbig ikke oplyse yderligere om den aktuelle sag af hensyn til den videre efterforskning. Anklagemyndigheden vil af samme grund bede om, at onsdagens retsmøde holdes for lukkede døre, altså uden adgang for tilhørere.
Siden juni 2022 har politiet efterforsket sagen. Den 36-årige har været efterlyst internationalt siden efteråret, og 13. december blev han anholdt nær Bayonne i Frankrig.
Siden da har dansk politi anholdt tre personer, som er blevet varetægtsfængslet. Alle retsmøder har været holdt for lukkede døre.
På grund af trådene til udlandet har dansk politi arbejdet tæt sammen med politiet i Spanien, Belgien, Rumænien og Frankrig. Derudover har man også samarbejdet med det europæiske politisamarbejde Europol, som Danmark ikke selv er fuldgyldigt medlem af.
– Det er tilfredsstillende, at det internationale samarbejde foregår effektivt, som det i høj grad har været tilfældet i denne sag, efterforskningsleder siger Peter Malmose fra Københavns Vestegns Politi.
Onsdagens retsmøde begynder klokken 09.30.
/ritzau/