Taget på fersk gerning: Indbrudstyv begik vold mod betjente


Arkivfoto


En indbrudstyv, der før weekenden blev taget på fersk gerning, kvitterede med vold mod betjentene.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi mandag i en pressemeddelelse.

Indbrudstyven blev opdaget af beboerne, da de kom hjem sent fredag aften i Skrydstrup i Haderslev Kommune.

De skyndte sig at ringe til politiet.

Indbrudstyven havde angiveligt ikke hørt, at beboerne var kommet hjem, for han var stadig på adressen, da politiet ankom.

Betjentene, som kom frem til stedet, fik indbrudstyven anholdt.

Det gik dog ikke roligt for sig, idet det fremgår af pressemeddelelsen, at den anholdte er blevet sigtet for vold og forsøg på vold mod betjentene.

Politiet oplyser ikke de nærmere omstændigheder omkring anholdelsen.

Den anholdte, en 23-årig mand også bosiddende i Haderslev Kommune, blev løsladt efter endt afhøring, men sigtelsen er opretholdt.