Arkivfoto
En 28-årig mand fra Guldborgsund er onsdag blevet varetægtsfængslet frem til den 12. januar.
Han er sigtet for grov vold mod politiet.
Den 28-årige er mistænkt for at sprøjtet peberspray i ansigtet to betjente i forbindelse med, at de ville anholde manden.
Patruljen traf natten til onsdag den 28-årige i en bil omkring Motelvej i Roskilde, som de ville standse rutinemæssigt.
Bilisten stoppede dog ikke for patruljens tegn, men fortsatte omkring 500 meter, før føreren stoppede bilen og løb fra stedet i retning mod Gartnervang.
Betjentene løb ham op, men han satte sig til modværge under anholdelsen, hvor han sprøjtede peberspray i øjnene på de to betjente.
Den 28-årige stak af fra stedet, og betjentene fik tilkaldt hjælp fra adskillige patruljer.
De to politifolk blev udsat for en meget kraftig peberspray, og de blev kørt kontrol på sygehuset i ambulance.
Efter en større eftersøgning lykkedes det politiet at anholde den 28-årige, som havde gemt sig i en opgang.
Den 28-årige var mistænkt for at køre i påvirket tilstand, så han fik udtaget en blodprøve.
Den 28-årige blev sigtet for grov vold mod politifolkene, for at lægge hindringer i vejen for udførelsen af politiets arbejde, for overtrædelse af våbenloven i forhold til pebersprayen, for kørsel i påvirket tilstand, og for at køre i frakendelsestiden.
Han blev desuden sigtet for at besidde en mindre mængde hash, der blev fundet ved en ransagning.