Vestre Landsret har i dag stadfæstet en dom på 14 års fængsel til den 62-årige Peter Møller Just. Han blev dømt for at have dræbt sin hustru, Elin Frank Just, med et oversavet jagtgevær under en bodeling.
HORSENS: Den 62-årige Peter Møller Just blev desuden dømt for trusler ved at have rettet våbnet mod de tilstedeværende, og for besiddelse af det oversavede jagtgevær under disse særligt skærpende omstændigheder.
Peter Møller Just var ved Retten i Horsens i april idømt 14 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 237 om drab, § 266 om trusler og § 192 a om våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.
Den 62-årige mand ankede dommen, men landsretten har nu truffet samme afgørelse.
”Der er tale om en særdeles alvorlig sag, og jeg er derfor tilfreds med, at landsretten er enig med anklagemyndigheden i, at straffen skal udmåles i dette niveau,” siger senioranklager Johnnie Nymann Jensen, Statsadvokaten i Viborg.
Sagen blev ført som en nævningesag, og forud for dommen har den 62-årige Peter Møller Just gennemgået en mentalundersøgelse, der slog fast, at han er egnet til straf.