Knivbevæbnet mand uddelte umotiveret øretæver på togstation


Politiet modtog i weekenden flere anmeldelser om en mand, der optrådte truende.

Det skete på Holbæk togstation, og han truede angiveligt tilfældige rejsende på togstationen.

Til sidst havde manden ifølge vidner umotiveret slået en person i ansigtet.

Offeret var en 25-årig mand fra Holbæk.

Politiet kom frem til området og fik kontakt til en spirituspåvirket, 30-årig mand fra Randers.

Han blev anholdt og sigtet for vold.

Ved visitationen af den anholdte fandt politiet ham i besiddelse af en kniv, som han medbragte uden noget anerkendelsesværdigt formål.

Kniven blev beslaglagt, og den 30-årige indkasserede yderligere en sigtelse, for overtrædelse af knivloven.

Efter afhøring til de to sager løslod politiet den 30-årige, som dog kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.