Arkivfoto
To butikstyve havde måske fået fingrene i en noget aparte kogebog med en opskrift, der kombinerer mørbrad og Ritter Sport.
I hvert fald var det blandt deres udbytte, da politiet torsdag blev kaldt til et supermarked i Krøyers Gård i Nakskov.
Her havde personalet tilbageholdt to kunder.
De var mistænkt for at have begået butikstyveri.
Det var to udenlandske mænd på henholdsvis 47 og 48 år.
Den ene havde nappet en mørbrad, mens den anden havde stjålet en pølse og to plader Ritter Sport.
De blev begge anholdt klokken 18.05 og sigtet for butikstyveri.
Herefter blev de taget med til politistationen i Nakskov, hvor de blev afhørt med tolk, inden de blev løsladt igen kort efter.