Meta dropper milliarddyre datahaller i Odense


    Arkivfoto

    Meta, der står bag de sociale medier Facebook og Instagram, dropper opførslen af to datahaller i Odense.

    Det skriver TV 2 Fyn.

    Tirsdag aften meddelte entreprenøren bag projektet, Per Aarsleff, til fondsbørsen, at en kontrakt til 2,4 milliarder kroner med en udenlandsk virksomhed er blevet ophævet.

    Onsdag er det kommet frem, at der er tale om kontrakten med Meta. Byggeriet var allerede i gang på fjerde måned.

    – Det kommer helt uden varsel. Vi har lagt fundament, kloakker, kabler, bygget skurby, kantine og p-plads til 1000 biler. Nu skal byggepladsen ryddes, og alle medarbejdere mister deres job, siger Søren Lange, der er konsulent i PM Group, der har stået for projektledelsen på byggepladsen, til TV 2 Fyn.

    I forvejen har Meta to datahaller i området. Foruden de to, der nu er blevet droppet, opfører virksomheden yderligere én datahal på samme lokation.

    Den bliver ikke berørt af kontraktens ophævelse.

    /ritzau/