40-årig kvinde er fængslet: Stak mand en gang med kniv


    Arkivfoto

    En 40-årig kvinde er onsdag blevet varetægtsfængslet for at have stukket en 43-årig mand med kniv i en lejlighed Vanløse tirsdag aften.

    Det er resultatet af et grundlovsforhør, som onsdag er afholdt i Københavns Byret for lukkede døre.

    Sigtelsen går på drabsforsøg. Kvinden stak ifølge sigtelsen manden en gang med en kniv i venstre side under armhulen. Det er uvist, hvordan kvinden forholder sig til sigtelsen.

    Knivstikkeriet skete omkring klokken 20 tirsdag aften i en lejlighed i Vanløse.

    Central efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen oplyste natten til onsdag, at manden var uden for livsfare, men indlagt på hospitalet.

    – Der kom en anmeldelse om husspektakler, og da vi kommer frem, finder vi den mandlige part, som er kommet til skade, sagde Kenneth Jensen.

    – Kvinden er til stede i lejligheden og bliver anholdt, fortsatte han.

    Varetægtsfængslingen af kvinden varer foreløbigt i fire uger. Her vil retten skulle tage stilling til, om fængslingen skal forlænges, medmindre hun selv accepterer fortsat fængsling, eller politiet vil løslade hende.

    Dommeren i Københavns Byret har onsdag begrundet fængslingen med, at der er grunde til at antage, at kvinden vil vanskeliggøre efterforskningen, hvis hun er på fri fod.

    /ritzau/