Analytiker: Bøde til Danske Bank er aldrig set før


    Arkivfoto

    Det er en bøde af historiske proportioner, som Danske Bank har indvilget i at betale i den hvidvasksag, der i flere år har været synonym med banken.

    Men det er samtidig et punktum, når det kommer til sagens økonomiske konsekvenser.

    Det siger senioranalytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen.

    – Nu har vi fået sat det endegyldige punktum i forhold til bøden, og det stemmer overens med Danske Banks egne meldinger, siger han.

    Han henviser til, at Danske Bank selv foretog hensættelser i i henholdsvis tredje kvartal 2018 og tredje kvartal 2022 svarende til forligets størrelse på 15,3 milliarder kroner.

    Straffen er ifølge Mikkel Emil Jensen af en størrelse aldrig set før i dansk erhvervsliv.

    – Det er en kæmpe bøde, som vi ikke har set tidligere i dansk erhvervsliv. Det kommer også af, at de amerikanske myndigheder har været inde over.

    Selv i internationalt perspektiv er det sjældent, at straffen er så hård. Samtidig er fællestrækket med tidligere sager, der involverer banker, at de altid har været i stand til at betale bøden.

    – Samtidig er det en bøde af en størrelse, der kan mærkes, så selv om de har råd, gør det ondt alligevel, siger Mikkel Emil Jensen.

    Når det kommer til genoprettelsen af Danske Banks image, har virksomheden dog stadig lang vej at gå.

    – Imaget er flosset for banken, og det arbejder man benhårdt på at genetablere. Det tager tid at vende tilbage til det, der var før, siger Mikkel Emil Jensen.

    Danske Banks aktionærer vil dog nu ånde lettet op, og det er ikke usandsynligt, at aktien vil stige, når C25-indekset igen åbner onsdag.

    – Med investor-øjne er en stor del af risikoen fjernet for selskabet, for sagen har i lang tid hængt som en tung dyne over aktien, siger Mikkel Emil Jensen.

    /ritzau