Vinteren har for alvor bidt sig fast i Danmark, og der er en uge med koldt vintervejr i vente.
Det fortæller Thor Hartz, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt mandag morgen.
– Det betyder, at vi får en uge med dagsfrost mange steder, og at nætterne bliver iskolde. Nogle steder kan vi komme under ti minusgrader, siger han.
Mandag og tirsdag bliver ifølge meteorologen de pæneste dage.
– Der er kun enkelte snebyger og mulighed for lidt sol rundtomkring i landet, siger han.
Det er dog ikke så let at sige, hvor i Danmark man kan få et glimt af solen, da det er små sprækker i skyerne, der gør, at solen i ny og næ kan komme til syne.
Mandag og tirsdag vil temperaturen være på mellem frysepunktet og fire graders frost.
– Det vil dog føles bidende koldt med en lidt tiltagende vind fra nord og nordøst, siger Thor Hartz.
Fra onsdag til fredag vil det også være ganske koldt.
– Det ser også ud til, at vi kan få nogle mindre snevejrsområder med pænt med sne. Der vil dog være store variationer fra sted til sted, siger meteorologen.
Alle nætterne i den kommende uge kommer til at byde på temperaturer under frysepunktet. Særligt i Jylland bliver det koldt. Her kan det blive ned til ti graders frost.
Thor Hartz forklarer, at det er iskold luft fra Arktis, der forårsager det vintervejr, som ugen byder på.
– Det er kommet ned over Danmark og egentlig også det meste af Europa. En stor del af Europa ligger lidt inde i en fryser lige i øjeblikket, siger han.
– Den kolde luft danner efterhånden nogle snebyger ude i Nordsøen, og de vil fra onsdag trække ind over landet og give en del snebyger, siger Thor Hartz.
/ritzau/