Politi laver narkoransagning på natklub i det indre København


    Arkivfoto


    Politiet foretager natten til lørdag en ransagning på en natklub i det indre København.

    Det skrev Københavns Politi på Twitter klokken 01.45.

    – Vi er lige nu til stede på en natklub i Indre By. Her foretager vi en ransagning, da der er mistanke om, at der foregår organiseret salg af narkotika. Yderligere oplysninger vil tilgå senere, skriver politiet på Twitter.

    Ritzau har kontaktet vagtchefen hos Københavns Politi.

    Her afviser man kort efter klokken 02.00 at give yderligere kommentarer om aktionen.

    Politiet ønsker heller ikke at oplyse, på hvilken natklub ransagningen finder sted.

    /ritzau/