Gerningsstedet 7. maj 2022 i Frederikshavn.
I nakken. Ved kravebenet. I brystet.
En 56-årig mand blev ramt flere gange af en kniv, da han en eftermiddag i maj i en lejlighed i Frederikshavn blev slået ihjel.
Det fremgår af det anklageskrift, som anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi har udarbejdet i sagen.
Det er en 53-årig kvinde, som er tiltalt efter straffelovens paragraf 237 om manddrab. En bestemmelse, som kan give fængsel indtil livstid, men som i udgangspunktet straffes med 12 års fængsel.
Hun blev sammen med tre andre anholdt, kort efter at politiet ankom til lejligheden på Markedsvej. De tre andre blev hurtigt løsladt, da politiet fandt ud af, at de ikke havde gjort noget galt. De blev ikke engang sigtet.
Men det blev kvinden. Hun blev sigtet for manddrab, og dagen efter blev hun stillet for en dommer ved Retten i Aalborg, hvor hun erkendte at have stukket manden.
Men hun ville kun erkende sig skyldig i vold med døden til følge og nægtede sig skyldig i sigtelsen for manddrab.
Grundlovsforhøret blev dengang holdt for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning. Politiet oplyste dog så meget, at kvinden og den dræbte havde “en nær relation”.
Det bliver Retten i Hjørring, som skal behandle sagen mod den 53-årige kvinde. Det kommer til at ske over fem dage fra 30. januar til 15. februar.
Kvinden har fravalgt, at sagen bliver behandlet ved et nævningeting. Sagen skal derfor behandles af en dommer og to domsmænd.
/ritzau/