Ung mand tilstår dødeligt knivrøveri: Syv års fængsel


    Arkivfoto


    Københavns Politi efterforskede det som en drabssag, da 26-årige Mohammad Khalil om aftenen tirsdag 7. september 2021 blev overfaldet og stukket ihjel med en kniv. Nu er sagen afgjort, og det er ikke med en dom for manddrab.

    Afgørelsen af sagen er gået under radaren, men Københavns Politi samt forsvarsadvokaterne Michael Juul Eriksen og Mette Grith Stage bekræfter alle over for Ritzau, at sagen blev afgjort som en tilståelsessag ved Københavns Byret 11. november.

    Her tilstod 21-årige Adem Jakupi og en 25-årig mand, at de mødtes med Khalil for at købe kokain, og at de havde besluttet sig for at røve det fra ham.

    Den 25-årige havde en attrappistol på sig, og den slog han Khalil med et par gange. Det kom til noget håndgemæng, og Jakupi var bevæbnet med en kniv.

    Det endte med, at Jakupi stak Khalil flere gange, men det skete, efter at den 25-årige havde forladt stedet.

    Jakupi erkendte sig på den baggrund skyldig i vold med døden til følge. Forskellen på den straffelovsbestemmelse og manddrab er, at dødsfaldet i sager om vold med døden til følge anses som uforsætligt.

    Desuden er straffen langt mildere. Adem Jakupi fik en straf på syv års fængsel. Normalt vil en sag om drab og røveri – et såkaldt rovmord – blive straffet med 14 års fængsel.

    Den 25-årige mand blev straffet for grov vold på grund af de to slag med pistolattrappen. Derudover blev han dømt for besiddelse af den røvede narkotika, for røveri og for socialt bedrageri.

    Det blev takseret til en straf på fængsel i to år og tre måneder. En straf, som han ifølge sin advokat, Mette Grith Stage, har valgt at acceptere.

    Jakupi meddelte efter dommen, at han ville overveje at anke, men beslutningen er ikke truffet endnu, oplyser Michael Juul Eriksen. En eventuel anke skal indgives senest 14 dage efter domsafsigelsen.

    Det var klokken 22.58 den 7. september 2021, at politiet modtog en anmeldelse om knivstikkeri i Hans Tavsens gade på Nørrebro i København.

    På stedet lå en yngre mand såret af knivstik. Hans tilstand blev betegnet som kritisk, og han blev indbragt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor lægerne forgæves forsøgte at redde hans liv.

    Allerede dagen efter blev Adem Jakupi anholdt, og dagen efter igen blev han stillet for en dommer. Dommeren varetægtsfængslede Jakupi for manddrab ved at have dræbt Mohammad Khalil, som er syrisk statsborger, med flere knivstik.

    Ved retsmødet nægtede Adem Jakupi sig skyldig, og i øvrigt nægtede han at udtale sig.

    En måned senere foretog Københavns Politi endnu en anholdelse i sagen. Det var den 25-årige, som også blev dømt ved tilståelsessagen. Også her lød sigtelsen på manddrab, hvilket den 25-årige nægtede sig skyldig i.

    Dommeren valgte imidlertid at varetægtsfængsle ham på baggrund af en begrundet mistanke om, at han var skyldig, men i forbindelse med politiets efterforskning af sagen valgte først den 25-årige og siden den 21-årige at forklare, hvad der var sket.

    På den baggrund vurderede anklagemyndigheden, at der ikke var grundlag for at føre sagen til retten som en drabssag, men at man ville have mændene dømt i overensstemmelse med, hvad de kunne erkende.

    /ritzau/