Mand fængslet for at bestille voldtægtsliveshows på nettet


    Arkivfoto


    En 44-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet for medvirken til voldtægt og forsøg herpå ved at have bestilt liveshows over internettet, oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

    Ved liveshowsene blev mindreårige ifølge politiets sigtelse misbrugt.

    Manden er blevet varetægtsfængslet i et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg. Her besluttede en dommer, at manden foreløbig skal sidde bag tremmer frem til 1. december.

    Ud over voldtægtssigtelserne er manden sigtet for besiddelse af billedmateriale med overgreb mod børn. Der er både tale om fotos og video.

    /ritzau/