16-årig dreng fik stiksår i slagsmål: Jævnaldrende anholdt


    Arkivfoto


    En 16-årig dreng er blevet anholdt, efter at en jævnaldrende dreng natten til lørdag blev stukket ned ved Dybbølsbro Station i København.

    – Det er efterforskningen, som har ført til den anholdelse, siger central efterforskningsleder i Københavns Politi Jonatan Smith søndag formiddag

    Drengen blev anholdt lørdag aften omkring klokken 22. Han sigtes for grov vold, men nægter sig skyldig i sigtelsen, oplyser politiet.

    I løbet af søndag vil han blive fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten, hvor en anklager ventes at kræve ham varetægtsfængslet.

    Det 16-årige offer blev stukket i forbindelse med et slagsmål, som fandt sted kort efter midnat natten mellem fredag og lørdag. Det fortalte politiets vagtchef Dyre Sønnicksen et par timer efter.

    – Der har været et slagsmål nede på stationen, Dybbølsbro Station, med mellem seks og ti personer. Én af dem er blevet stukket med noget.

    – Om det er med en kniv, eller hvad det er, ved vi ikke helt. Men det er et lidt voldsomt sår, sagde vagtchefen.

    Han oplyste samtidig, at den 16-årige dreng var blevet bragt til hospitalet, hvor han blev meldt uden for livsfare.

    Søndag formiddag kan central efterforskningslader Jonatan Smith fortsat ikke sige noget nærmere om årsagen til uoverensstemmelsen mellem slagsmålets deltagere.

    – Efterforskningen skal afdække, hvad motivet er, men det lader umiddelbart til, at det er noget, som er spontant opstået, siger han.

    /ritzau/