Spædbarn har fået varig hjerneskade: Far fængslet for vold


    Arkivfoto

    En lille pige på fire måneder har fået en varig hjerneskade efter ruskevold.

    Det mener politiet, som har sigtet pigens 28-årige far for særlig grov vold. Det skriver Horsens Folkeblad.

    Manden blev fredag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Horsens, hvor en dommer varetægtsfængslede ham i foreløbigt fire uger.

    Her kom det frem, at manden sigtes efter paragraf 246. Den handler om grov vold under særdeles skærpende omstændigheder i form af meget alvorlig tilskadekomst.

    Horsens Folkeblad skriver, at volden skal være foregået i en periode, da pigen var mellem en og fire måneder gammel.

    Pigen har fået blødninger i hjernen, flere brud på kroppen og en blivende hjerneskade til følge.

    Ifølge avisen fortalte forsvareren på retsmødet, at der hos manden er en delvis erkendelse af sigtelsen. Han erkender, at han i to tilfælde har rystet sin datter. Men sagen er på et tidligt stadie, lød det.

    Dørene blev dog lukket ved resten af retsmødet, hvorfor farens forklaring holdes hemmelig. Han er desuden beskyttet af et navneforbud.

    Faren tog ifølge Horsens Folkeblad forbehold for at kære fængslingen til landsretten.

    /ritzau/