Arkivfoto
EU-Parlamentet og EU’s medlemslande er torsdag blevet enige om at indføre et forbud imod salg af nye diesel- og benzinbiler fra 2035.
EU-Parlamentet stemte for forbuddet i juni. Men forslaget har ventet på den endelige godkendelse fra medlemslandene og EU-Kommissionen.
– Denne aftale er gode nyheder for bilister. Biler, som ikke udleder CO₂, vil blive billigere, og det vil gøre dem nemmere at få råd til og adgang til, siger EU-Parlamentets hovedforhandler Jan Huitema.
Aftalen går på, at nye biler skal udlede 100 procent mindre CO₂ i 2035, og 50 procent mindre end de gør i dag i 2030.
De tre parter blev også enige om, at EU skal lave et forslag til, hvordan biler som kører på CO₂-neutralt brændstof kan blive solgt efter 2035.
/ritzau/Reuters