Arkivfoto
Mandag blev en 12-årig dreng truet med kniv på togstationen i Lejre.
Politiet fik en anmeldelse herom fra en 40-årig mand.
Han havde fundet den 12-årige dreng grædende på stationen.
Politiet fik efterfølgende klarlagt, at den 12-årige var blevet truet med en kniv af to andre drenge.
Den 12-årige var uskadt, men chokeret over oplevelsen.
Efterforskningen i sagen førte politiet på sporet af de to mistænkte.
Først på aftenen fik man kontakt med dem ved Roskilde togstation.
Der var tale om to 12-årige drenge fra Hvalsø, som var i besiddelse af en indpakket kniv.
De to drenge blev taget med til en afhøring på politistationen i Roskilde, hvorfra politiet underrettede relevante værger og sociale myndigheder om mistankegrundlaget mod dem i en trusselssag.
Drengene kunne ikke sigtes for noget strafbart, fordi de begge er under den kriminelle lavalder på 15 år.
Begge blev afslutningsvist overdraget til personer, der havde ansvaret for dem.
Politiet har også i forbindelse med efterforskningen udfærdiget socialrapporter vedr. begge drenges involvering i sagen, så de sociale myndigheder også på den måde kan blive underrettet.