Arkivfoto
Der går længe inden en 30-årig mand kommer ud at køre igen.
Det bestemte Retten i Randers onsdag.
Manden blev dømt for vanvidskørsel på motorcykel gennem Randers.
Det skete den 20. september omkring kl. 10.00.
Her bemærkede en patrulje den 30-årige, da han kørte på Glarbjergvej i Randers C.
Da den 30-årige så betjentene satte han farten op og forsøgte at køre fra patruljen.
Under jagten gennem byen kørte han bl.a. to gange over for rødt, og kørte i høj fart op på cykelstien, hvor han var tæt på at påkøre to vejarbejdere.
Det endte med, at han blev anholdt, og dagen efter blev han varetægtsfængslet i fire uger.
Det viste sig, at den 30-årige var frakendt kørekortet, og at han var påvirket af medicin under kørslen.
”Heldigvis kom ingen til skade under den 30-åriges meget hasarderede kørsel gennem byen, men vejarbejderne kunne i retten fortælle, hvordan tiltalte med høj hastighed kørte så tæt forbi dem, at de kunne mærke et ryk i kroppen. Det kunne have endt helt galt, og jeg er tilfreds med, at retten var enig i anklagemyndighedens vurdering af, at der var tale om vanvidskørsel, og at den 30-årige bragte andres liv og førlighed i fare med sin kørsel, ” siger anklagerfuldmægtig Mads Fransen.
Det havde betydning for dommen, at den 30-årige fire gange tidligere havde kørt i påvirket tilstand, og at han for nyligt havde afsonet en kortere fængselsstraf for narkokørsel.
Ud over fængselsstraffen og frakendelsen af kørekortet i 10 år mistede den 30-årige også sin motorcykel, da den blev konfiskeret som følge af vanvidskørslen.
Den 30-årige erkendte dele af forholdene, men nægtede bl.a. at have udsat vejarbejderne for fare. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.