Krænker brød forbud og kontaktede 480 børn trods dom


    Arkivfoto


    Det blev i 2020 gjort forbudt for en nu 30-årig mand at kontakte børn, han ikke kender, på internettet. Forbuddet gjaldt i fem år, men så længe kunne manden ikke holde sig fra at opsøge børn i cyberspace.

    Tirsdag er han ved Retten i Aarhus blevet idømt et års fængsel for blufærdighedskrænkelser, børneporno og for at have taget kontakt til cirka 480 børn på trods af den tidligere dom.

    I dommen er også en reststraf, der er blevet udløst.

    Det oplyser anklager Stine Kok Nissen.

    På en lille uges tid i februar i år kontaktede han omkring 480 børn på blandt andet spille- og chattjenesterne MovieStarPlanet og Snapchat. Børnene var ned til ni år.

    Foruden overtrædelse af forbuddet mod at kontakte børn er han dømt for at have krænket to pigers blufærdighed. Begge er født i 2012. Han er også dømt for at have besiddet flere billeder og en videosekvens med personer under 18 år.

    Forbuddet mod at kontakte børn fik han ved Retten i Glostrup den 24. januar 2020. Her blev han samtidig idømt et års fængsel for blufærdighedskrænkelse af syv piger i alderen 10-13 år og for besiddelse af børneporno.

    Dengang blev han afsløret af faren til en 13-årig pige, efter at han havde sendt stærkt seksuelle beskeder til hende.

    Pigen havde via sin iPad tilgået internetuniverset Imvu, hvor man blandt andet kan tale med andre personer og spille forskellige spil. Det var her, hun mødte den mere end ti år ældre mand.

    Manden fik overtalt pigen til at kommunikere med sig via beskedtjenesten Skype, og det var her, at krænkelserne fandt sted.

    Ud over straffen på et års fængsel valgte retten i 2020 altså at idømme manden et forbud mod at søge kontakt med børn på internettet i fem år.

    Det er det forbud, han nu er dømt for at have brudt. Ifølge anklageskriftet var fremgangsmåden den samme som i den tidligere sag.

    /ritzau/