Arkivfoto
En 24-årig kvinde er mandag blevet sigtet i en sag om et drab på en 12-årig pige. Sagen har rystet Paris.
Kvinden er sigtet for at have voldtaget og dræbt den 12-årige pige, hvis lig fredag blev fundet i en kuffert i den franske hovedstad.
Det fortæller en kilde tæt på sagen.
Den 24-årige kvinde, der er hovedmistænkt i sagen og har flere psykiske lidelser, er blevet varetægtsfængslet.
Anklagerne i sagen udtaler i en pressemeddelelse mandag, at kvinden under afhøringen kom med “varierende udtalelser, skiftende fra at tilstå til at benægte sagens faktuelle oplysninger”.
Til sidst indrømmede kvinden, at hun havde taget pigen op i sin søsters lejlighed, hvor hun havde tvunget hende til at tage et bad.
Lejligheden er i den samme bygning, hvor den 12-årige piges far arbejder som portner.
Kvinden fortæller ifølge anklagerne, at hun efterfølgende havde påført pigen “skader af seksuel karakter”. Hun havde også udført “andre voldelige handlinger mod pigen, der forårsagede hendes død, og efterfølgende gemt liget i en kuffert”, lyder det fra anklagerne.
En 43-årig mand blev også afhørt mandag. Han indrømmede, at han havde lukket kvinden med kufferten ind i sit hjem.
En obduktion af den 12-årige pige, der blot identificeres med navnet Lola, har vist, at hun døde af hjertestop med tegn på kvælning og sammentrykning af halshvirvlerne.
Drabet har rystet mange borgere i Paris. Beboere i området har lagt blomster ved familiens bolig over weekenden.
Ansatte og elever på den skole, hvor den 12-årige gik, vil også blive tilbudt psykologhjælp.
En mor til et barn på Lolas skole siger, at hendes datter kendte Lola perifert, og at hun ikke havde det godt og mandag ikke havde lyst til at tage i skole.
Francois Dagnaud, der er borgmester i det 19. arrondissement, som er der, hvor drabet fandt sted, besøgte Lolas skole mandag. Her sagde han, at det nu er tid til at sørge og efterforske.
– Det vigtigste er, at den nuværende hovedmistænkte er blevet anholdt. Der er ikke en psykopat på fri fod i dette nabolag.
– Selvfølgelig er det faktum, at en 12-årig kan dø under sådanne omstændigheder, overvældende for alle, sagde han og tilføjede, at psykologhjælp vil blive tilbudt beboere i området.
/ritzau/AFP