Håber ex-spionchef lyver: Ellers er Danmark en bananrepublik


    Arkivfoto


    I tre af fredagens avisledere opfordres der på det kraftigste til, at der kommer en kommissionsundersøgelse af sagen om Lars Findsen, den hjemsendte og tiltalte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste.

    Torsdag udgav Findsen en bog med titlen “Spionchefen – Erindringer fra celle 18”, og i den fortæller den hjemsendte FE-chef selv sin historie.

    I lederen fra Berlingske lyder det, at oplysningerne i bogen rejser et scenarie om, at regeringen har ødelagt de danske spiontjenester for at beskytte sig selv.

    – Aldrig har det stået mere glasklart, at en undersøgelseskommission må og skal nedsættes for at få gransket det katastrofale forløb, skriver avisens ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, i lederen.

    Mette Cramon, der er redaktionschef og Esbjerg-redaktør på JydskeVestkysten, skriver i avisens leder, at man må bede til, at Lars Findsen er fuld af løgn.

    – Det kan naturligvis være, at den tidligere spionchef er fuld af løgn. Men taler han sandt, så er det en kæmpe skandale. For det reducerer vores dejlige land til et sted med en regering og en efterretningstjeneste, som opfører sig som de værste bananrepublikker.

    – Derfor skal der hurtigst muligt nedsættes en kommission, som kan kulegrave sagen. Andet kan vores demokrati ganske enkelt ikke være tjent med, skriver hun.

    I Ekstra Bladets fredagsleder skriver journalist Mogens Bille, at de eneste vindere i FE-sagen vil være de udenlandske aktører, der ikke ønsker tryghed i Danmark.

    – De gnider sig mere og mere i hænderne for hvert skud, myndighederne og politikerne placerer i deres egne fødder.

    Han skriver også, at regeringen ikke bare kan negligere Findsens anklager, men at den som det mindste må bakke op om en undersøgelse af forløbet.

    I bogen skriver Lars Findsen blandt andet om et opgør med departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen, og der sættes et kritisk lys på tidligere forsvarsminister og nuværende transportminister og minister for ligestilling Trine Bramsen (S).

    Alle de borgerlige partier i Folketinget har reageret på bogen ved at udtrykke ønske om, at sagen bliver undersøgt af en kommission.

    /ritzau/