12 personer varetægtsfængslet i sag om narkonetværk


    Arkivfoto

    12 personer er blevet varetægtsfængslet i fire uger i en sag om et formodet narkonetværk.

    Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en mail til Ritzau.

    I alt blev 19 mænd og kvinder anholdt på Sjælland i en koordineret aktion onsdag morgen, da politiet mistænker, at de 17 mænd og 2 kvinder er en del af et større netværk, der har smuglet en stor mængde hård narko og hash til Danmark og efterfølgende distribueret det videre.

    Senere samme dag blev 12 af dem stillet for en dommer i Retten i Glostrup, hvor en anklager krævede dem varetægtsfængslet.

    Det er ikke oplyst, hvordan de sigtede forholdt sig, men dommeren vurderede, at der var grundlag for at fængsle alle 12 i sagen.

    En af dem kærede kendelsen om fængsling. Dermed skal Østre Landsret se på, om vedkommende skal frihedsberøves og i så fald hvor længe.

    Syv personer tog sig betænkningstid i forhold til spørgsmålet om at kære. De resterende accepterede fængslingen.

    Ved den koordinerede aktion onsdag morgen blev 29 adresser ransaget, og i den forbindelse er der fundet “en stor mængde kokain, hash, cigaretter, diverse designermøbler, en pistol, større pengebeløb samt beviser i form af blandt andet kommunikationsmidler, der vil indgå i den videre efterforskning”.

    – Dagens indsats er kulminationen på en omfangsrig og kompliceret efterforskning, der nu har været i gang et stykke tid, sagde politiinspektør ved NSK Mads Helios i en pressemeddelelse.

    – Med dagens anholdelser har vi taget et helt netværk, der distribuerer hård narkotika, ud af cirkulation og sigtet dem for særdeles grov narkotikakriminalitet, sagde han.

    I samme sagskompleks er der tidligere foretaget anholdelser.

    De anholdte fra onsdagens aktion menes at have haft forskellige roller i netværket. Nogle er sigtet for besiddelse, mens andre sigtes for distribution af mellem 2 og 40 kilo kokain og 150 til 220 kilo hash.

    /ritzau/