Arkivfoto
Onsdag aften blev en kvinde i slutningen af 30’erne angiveligt voldtaget af en 48-årig mand i Broager i Sønderjylland, oplyser politiet.
På grund af sagens karakter er politiet indtil videre tilbageholdende med at give oplysninger om sagen.
– Vi har anholdt en 48-årig mand, som er sigtet for at have voldtaget en ti år yngre kvinde på en bopæl i Sønderborgområdet, fortæller politikommissær Svend Erik Lassen fra lokalpolitiet i Sønderborg.
Retten i Sønderborg oplyser, at gerningsstedet i sagen er byen Broager. Byen ligger på halvøen Broager Land et par kilometer sydvest for Dybbøl.
Ifølge Svend Erik Lassen blev den 48-årig mand anholdt onsdag aften klokken 21.35. Politikommissæren ønsker ikke at oplyse, hvorvidt der er tale om en lokal mand eller en udefrakommende.
Ifølge sigtelsen er voldtægten foregået i tidsrummet forud for klokken 20.18. Anholdelsen er altså sket, blot en god times tid efter at politiet modtog anmeldelse i sagen.
Den 48-årige bliver torsdag eftermiddag fremstillet i Grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg, hvor han vil få lejlighed til at forsvare sig mod sigtelsen.
Derefter skal en dommer tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle manden.
/ritzau/