Brite blev hyret til at køre hash i trailer fra Spanien


    Arkivfoto


    Med en trailer lastet med hash kørte en 57-årig brite fra Spanien til Danmark i februar sidste år.

    Han erkender torsdag i Retten i Helsingør, at han fik penge for at smugle hashen, der senere blev gemt bag en falsk væg i et hus i Dronningmølle i Nordsjælland.

    – Jeg ved ikke, hvordan det fungerede. Det eneste, jeg blev bedt om, var at køre traileren.

    – Der blev ikke talt om et bestemt beløb. Jeg fik nogle penge i England og fik nogle flere penge i Spanien af S (den anden tiltalte, red.), siger briten.

    Til daglig arrangerer han golfture til Sydspanien.

    Op gennem Europa kørte han bilen, som ifølge anklagemyndigheden var lastet med mindst 200 kilo hash.

    Først i Bauhaus i Hillerød mødte han den 68-årige udlandsdansker, som havde tilbudt ham penge for at køre turen, fortæller han i retten.

    Danskeren havde kørt foran i en anden bil og holdt udkig efter kontrolposter med told eller politi.

    De to tiltalte er de sidste i et smuglernetværk af ældre mænd, som det danske og spanske politi sammen har efterforsket.

    Fire andre har allerede tilstået deres medvirken til hashsmuglingen og fået domme i sagen i Danmark.

    Udlandsdanskeren og briten blev anholdt af spansk politi 20. maj sidste år med 60 kilo hash gemt i sidedøren i en Volvo i Spanien.

    Det medførte, at de fik en dom på tre år og en måneds fængsel ved en domstol i Malaga.

    I Danmark havde politiet ransaget bygninger og anholdt de fire mænd, som efterfølgende tilstod at have smuglet hash.

    En af dem er ejeren af det hus, som briten transporterede de 200 kilo hash til.

    Her fandt dansk politi 10.000 kroner og 60 kilo. Resten er ifølge anklagemyndighedens opfattelse blevet solgt videre.

    Mændene blev udleveret til Danmark i maj i år.

    Der ventes dom i sagen 25. november.

    /ritzau/