New Zealands regering vil beskatte køers prutter


    Arkivfoto


    New Zealands regering har tirsdag lokal tid foreslået at beskatte de drivhusgasser, som husdyrs prutter og bøvser udleder i et forsøg på at tackle klimaforandringerne.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Regeringen siger, at afgiften vil være den første af sin slags i verden, og at landmænd kan tjene omkostningerne ved afgifterne ind igen ved at tage flere penge for klimavenlige produkter.

    Forslaget er dog ikke faldet i god jord hos landmændene i landet i Stillehavet.

    Federated Farmers, der er landets største lobbyorganisation for landbruget, siger, at planen vil “rive indvoldene ud af New Zealands landsbysamfund” og erstatte gårde med træer.

    Lobbyorganisationens præsident, Andrew Hoggard, siger, at landmænd har forsøgt at samarbejde med regeringen om en plan, der skal bringe udledningen ned uden at mindske fødevareproduktionen, i mere end to år.

    Han mener, at konsekvensen af regeringens plan vil være, at landmændene sælger deres gårde “så hurtigt, at du ikke engang vil kunne høre hundene gø bag på deres pickup-truck, når de kører afsted”.

    /ritzau/