Medarbejdere i Københavns Kommune skal tale kønsneutralt


    Arkivfoto


    I Københavns Kommune skal de ansatte fremover undgå brugen af ord som “mor”, “far”, “politimand” og “formand”.

    Det skriver kommunen i en ny sprogvejledning ifølge Berlingske.

    Sprogvejledningen er sendt til medarbejderne i Københavns Kommunen i et led i at anerkende borgerne som dem, de er, skriver avisen.

    Ifølge kommunen kan det nemlig være både fordomsfuldt og nedladende at antyde, at et bestemt køn er normen.

    Medarbejderne skal blandt andet overveje, hvilke pronominer personer foretrækker. Med det menes der, at man skal overveje, om en person vil tiltales “han”, “hun”, “de” eller “dem”.

    – Hvis du er i tvivl, så spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt, står der i vejledningen ifølge Berlingske.

    Det er en måned siden, at vejledningen blev udsendt og lagt på intranettet. Dermed er den allerede gældende.

    Heri kan man også læse, at man som medarbejder i kommunen ikke skal tage forgivet, at en familie består af en mor og en far. I stedet skal medarbejdere være opmærksomme på at bruge ordene “medforældre” og “partner”.

    Vejledningen er en del af kommunens samlede LGBT+-politik. Politikken er udarbejdet i samarbejde med Kvinfo og LGBT+ Danmark og blev lanceret i 2019. Dengang var København den første danske by med en sådan politik.

    Her blev der lavet regler for, at kommunens blanketter for eksempel skal tage højde for regnbuefamilier. Samtidig blev der sat fokus på, at personalet på byens skoler og institutioner i fremtiden skal være klædt på til at møde børn og unge med LGBT+-spørgsmål.

    Også Københavns værtskab for WorldPride i 2021 var en del af den plan. På grund af coronapandemien blev arrangementet sidste år dog med færre deltagere end oprindeligt tænkt.

    /ritzau/