Arkivfoto
En 54-årig lystfisker blev torsdag eftermiddag fundet livløs i vandkanten ved Lyngså syd for Frederikshavn.
Myndighederne fik alarmen om den livløse mand klokken 14.44, oplyser TV2 Nord.
Da redningsmandskabet ankom, kunne man konstatere, at manden var stærkt nedkølet. Han blev i ambulance kørt til Aalborg Universitetshospital, hvor han blev erklæret død.
Det er torsdag eftermiddag uvist, om mandens død skyldtes en ulykke eller et ildebefindende. Politiet udelukker, at der skulle være tale om en forbrydelse, skriver TV2 Nord på sin hjemmeside.
Manden er fra det sydlige Jylland, og hans pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/