Politiet er massivt til stedet ved en voldsom brand i Højbjerg ved Aarhus. Her fandt betjente en ung, som lå blødende på vejen.
Den voldsomme brand, som torsdag eftermiddag hærger en bygning på Michael Drewsens Vej i Højbjerg ved Aarhus, førte omkring klokken 13:30 betjente til et knivoffer som lå blødende på jorden.
Ved du noget? Fortæl det til redaktionen
- En patrulje blev opmærksom på en 23-årig mand, der lå på jorden og blødte fra den ene side. Det viste sig, at manden var blevet stukket med en kniv under sin ene arm, lyder det i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
Det 23-årige knivoffer blev straks sendt til skadestuen og er derefter overflyttet til Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor han lige nu ligger operationsbordet.
Hans tilstand er for nuværende ukendt.
Østjyllands Politi er i øjeblikket i gang med at efterforske knivstikkeriet og arbejder på at finde gerningsmand/-mændene.
Politiet kender på nuværende tidspunkt ikke motivet for knivstikkeriet, men der er pt. intet, der tyder på, at der er nogen sammenhæng mellem knivstikkeriet og branden på Michael Drewsens Vej.
