Kvinde faldt fra 2. sal: Mand sigtet for voldtægt og frihedsberøvelse


ODENSE: En 38-årig mand fremstilles tirsdag eftermiddag i et grundlovsforhør, sigtet for voldtægt og frihedsberøvelse efter straffelovens § 216, stk 1 samt straffelovens § 261, stk 1.

Manden blev anholdt mandag eftermiddag klokken 14:47, efter en 55-årig kvinde kort forinden var faldet ud gennem et vindue på 2. sal i en ejendom på Frue Kirkestræde i det centrale Odense.

Kvinden kom alvorligt til skade, hun er indlagt på OUH, men er uden for livsfare.

Den 38-årige mand befandt sig i lejligheden, da politiet ankom til stedet.

Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre under grundlovsforhøret, der finder sted klokken 14 ved Retten i Odense.