Bilist blev skræmt af klovn bevæbnet med økse og kørte galt


En person udklædt som klovn forårsagede sent mandag aften, at en bilist i Frederiksværk forulykkede. Det oplyser Nordsjællands Politi på Facebook.

Bilisten har fortalt, at klovnen var bevæbnet med en økse, og at vedkommende pludselig trådte ud foran bilen.

Det fik offeret til at trække hårdt i rattet for at undvige.

– Bilisten endte med at påkøre kantstenen og punktere, men det kunne nemt være gået meget værre. Og klovnen, der forårsagede og bevidnede det hele, stak bare af, skriver Nordsjællands Politi.

I det hele taget synes Nordsjælland at være hårdt ramt af det pludseligt meget populære fænomen, hvor borgere trækker i klovnekostumer og forskrækker andre mennesker.

Således har politiet i løbet af det seneste døgn modtaget yderligere to anmeldelser om klovne.

Ved 20-tiden mandag aften løb to klovne i Hillerød tilsyneladende rundt i det lokale indkøbscenters parkeringshus og skabte skræk og rædsel.

– Uheldigvis for dem er det ikke det nemmeste efterfølgende at gemme sig i menneskemængden, når man er klædt ud som klovne, og de blev derfor fundet nede i byen kort efter, skriver Nordsjællands Politi.

De to unge på henholdsvis 16 og 18 år er nu sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Omkring en time senere anmeldte en bilist, at en klovn var sprunget ud på kørebanen foran hans bil i Fredensborg.

– Da vi ankom til området, mødte vi en gruppe 12-15-årige, der var klædt ud som klovne. Igen var de ikke svære at spotte.

– Vi har ikke beviser for, at det var en af dem, der sprang ud foran bilen, men vi forestiller os ikke, at der render flere grupper klovne rundt i Fredensborg, og vi talte derfor nogle alvorsord med dem, lyder det fra politiet.

/ritzau/