Arkivfoto
Voldtægter, vold og grove trusler. En 34-årig mand er så farlig for sine omgivelser, at han skal bag tremmer på ubestemt tid.
Ved Retten i Lyngby er manden mandag blevet idømt forvaring for sine forbrydelser. Dermed har retten fulgt anklager Sophie Gades påstand.
Allerede i maj blev 34-årige Ali Degirmencioglu kendt skyldig i de alvorlige anklager, men han skulle mentalundersøges, før straffen kunne udmåles.
Han er dømt for at have udsat i alt fire piger og kvinder for voldtægter, vold og grove trusler.
– Jeg er enormt tilfreds med resultatet – både skyldkendelsen og strafudmålingen. Retten har været enig med mig i, at pigernes forklaringer er troværdige, og har lagt vægt på de ting, jeg har fremlagt i sagen, siger Sophie Gade.
Det var på Christiania i København, at Ali Degirmencioglu mødte sine fire ofre – tre piger på 14, 16 og 17 år samt en 20-årig kvinde. Ifølge retten var alle fire psykisk sårbare og udsatte unge. Flere af dem havde et misbrug af stoffer, og den nu dømte mand solgte ulovlig narko på fristaden.
Han var tiltalt for i alt ti tilfælde af trusler, vold, frihedsberøvelse, røveri og voldtægt mod de fire ofre. Retten fandt ham i det store og hele skyldig i samtlige forhold.
Blandt andet blev han fundet skyldig i at have holdt en 14-årig pige indespærret i 18 timer i juli sidste år. Det skete i en lejlighed i Lyngby.
Mareridtet for den 14-årige pige begyndte ved 03-tiden natten til 22 juli.
Frem til klokken 21 blev hun voldtaget to gange. Undervejs tog den 33-årige flere gange kvælertag på hende, gav hende flere lussinger, hev hende i håret og spyttede hende flere gange i ansigtet.
I retten nægtede Degirmencioglu sig skyldig. Han forklarede, at det var pigen, der havde lagt op til ham, og at han troede, at hun var 16 år. Desuden gik han på et tidspunkt fra lejligheden, og hun havde derfor mulighed for at slippe væk.
Men pigen var efterladt nøgen i lejligheden uden sin telefon, og sammen med grove trusler fra Degirmencioglu betød det, at hun ikke turde gå nogen steder.
Desuden havde pigens mor tre dage før overgrebene skrevet til ham, at hun kun var 14 år, og hendes skader passede med hendes forklaring om, hvad der var sket.
Retten fandt også manden skyldig i at have voldtaget en 17-årig pige i sin lejlighed i sommeren 2021. Hans forklaring om, at samlejet var frivilligt, fejede retten af bordet som “utroværdig”.
En dom til forvaring er en foranstaltning, som bruges i sager, hvor retten vurderer, at en almindelig fængselsstraf ikke er tilstrækkelig til at beskytte samfundet mod farlige personer.
En forvaringsdømt har ret til med jævne mellemrum at få sin sag vurderet af domstolene, men det vil i sidste ende være op til en dommer at afgøre, om den dømte kan sættes på fri fod.
En dom til forvaring kan derfor i teorien være en indespærring for livet.
Ali Degirmencioglu er tidligere dømt for personfarlig kriminalitet. Han har anket dommen på stedet. Dermed skal sagen videre til Østre Landsret.
/ritzau/