Retten i Svendborg har fredag idømt en 19-årig mand et år og seks måneders fængsel for uagtsomt manddrab og kapkørsel.

I juni omkom en 71-årig mand ved Broby på Fyn, da han blev påkørt af den unge mand, som kørte ræs med en jævnaldrende.

Har du billeder og video? Send dit bidrag her

Her kørte kammeraterne 150 kilometer i timen på en landevej, hvor hastighedsgrænsen er på 80 kilometer i timen.

Den 19-årige erkender at være skyld i uagtsomt manddrab, men nægter at have kørt kapkørsel.

Foruden fængselsstraffen har bilisten fået en ubetinget frakendelse af kørekortet i fire år. I øvrigt skal han betale en erstatning på knap 42.000 kroner til boet efter trafikofferet.

Den anden unge mand, der medvirkede i ræset, er blevet idømt 40 dages betinget fængsel og har fået frakendt førerretten i to år.

Han er fundet skyldig i at køre for stærkt og bringe andre mennesker i fare.

Han skal ikke i fængsel, hvis han overholder en række krav - herunder udfører 60 timers samfundstjeneste.

REL

/ritzau/