Arkivfoto
En 53-årig mand fra Mors er anholdt og sigtet for drabsforsøg efter et overfald på en 61-årig nabo søndag eftermiddag.
Det fortæller vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi natten til mandag.
Overfaldet fandt sted nogle kilometer nord for Nykøbing Mors, der ligger på det østlige Mors i Limfjorden.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 16.30.
– Det er nogle mulige nabostridigheder, der udvikler sig ret voldsomt. Hvad der er gået forud for overfaldet, ved vi ikke, siger Simon Skelkjær.
Den 61-årige nabo blev ifølge politiet slået adskillige gange i hovedet med et “tungt redskab”, som vagtchefen ikke ønsker at oplyse nærmere om.
Manden var efterfølgende i livsfare og blev bragt til Aalborg Universitetshospital med helikopter.
– Klokken 17.00 anholder vi den formodede gerningsmand. Der er tale om en 53-årig lokal mand, som bliver anholdt i området, siger vagtchefen.
Den 53-årige mand sigtes for drabsforsøg og bliver fremstillet i grundlovsforhør mandag.
De to mænd bor tæt på hinanden. Ifølge politiet er der et par huse imellem dem.
/ritzau/