Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har tirsdag aften anholdt tre personer, der angiveligt planlagde en væbnet befrielsesaktion af en indsat i arresten i Slagelse.
Det oplyser politiinspektør Kim Kliver.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt– Vi ser på dette med den allerstørste alvor, da det jo er en aldeles uacceptabel adfærd, når man vil forsøge at befri en indsat ved brug af våben, siger han i en pressemeddelelse.
I forbindelse med anholdelsen af de tre personer blev der fundet et skarpladt våben.
De tre personer skal nu afhøres nærmere, og politiet oplyser i pressemeddelelsen, at man sandsynligvis vil kræve de tre varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør onsdag.
Politiinspektør Kim Kliver oplyser til Ritzau, at man fra politiets side ikke har flere kommentarer til sagen.
Det har man derimod i fagforeningen Fængselsforbundet, som organiserer fængselsbetjentene.
Ifølge formand Kim Østerbye er der i den aktuelle sag tale om en “topaktør” fra narkomiljøet. Og sådan nogen bør slet ikke placeres i små arresthuse.
– Der skal for det første lyde et stort tak til politiet for deres indsats. Det kunne være gået rigtig galt. Men narkoforbrydere af denne kaliber bør ikke sidde i et lille arresthus med to mand på vagt, siger han.
Formanden forklarer, at sikkerheden i sådan en situation ikke er god nok og peger på, at der er tale om en formodet bagmand i en større narkosag.
– Det, at man er impliceret i en større narkostraf med udsigt til en ganske lang fængselsstraf, gør, at man er i en højrisikogruppe, siger Kim Østerbye
– Han bør sidde i et stort arresthus med et højere sikkerhedsniveau.
Fængselsforbundets formand frygter for den befrielsesaktion, hvor politiet ikke når at forhindre den.
– Konsekvensen kan blive, hvis noget går galt, at mine medlemmer med livet som indsats, bliver nødt til at slippe fanger ud af et arresthus ved en befrielsesaktion som den her, siger han.
/ritzau/