Ung mand fængslet for at forsøge at køre cyklist ihjel


    I tre uger skal en 25-årig mand sidde varetægtsfængslet i en sag om drabsforsøg på en cyklist.

    Det har en dommer ved Retten i Roskilde onsdag afgjort. Det skriver regionalmediet sn.dk.

    Den unge mand beskyldes for bevidst at have kørt ind i en 45-årig cyklist i Ringsted mandag eftermiddag. Det nægtede han sig under grundlovsforhøret skyldig i, men han ønskede ikke at udtale sig om sagen under retsmødet.

    Ifølge politiet var det et skænderi i trafikken, der førte til, at den 25-årige angiveligt bevidst kørte ind i cyklisten på Vibevej.

    – Bilisten er tæt på at ramme cyklisten, som så gestikulerer mod ham. Det ender med, at bilisten påkører cyklisten med høj hastighed og derefter kører fra stedet, sagde vagtchef Klaus Krogstrup til Ritzau mandag aften.

    Cyklisten fik flere svære kvæstelser i forbindelse med episoden, men han er ifølge sn.dk uden for livsfare onsdag, og hans tilstand er stabil.

    Under grundlovsforhøret kom det frem, at den forurettede fortsat er indlagt på Rigshospitalet, og at han har pådraget sig flere kvæstelser.

    Først onsdag har det været muligt for lægerne at tale med den pågældende, som ifølge specialanklager Anja Lund Liin har fået en hjernehindeblødning, flere skader i ansigtet, åbent benbrud samt flere åbne sår.

    Under grundlovsforhøret kom det ifølge regionalmediet frem, at den sigtede angiveligt havde købt en flybillet til Marokko, men at hans familie fik ham til at melde sig selv.

    Det fremgik ikke, om han havde købt flybilletten før eller efter den formodede påkørsel.

    Han blev anholdt klokken 22.25 tirsdag aften, hvor han meldte sig selv, efter at både han og bilen havde været efterlyst i offentligheden af politiet.

    Det har ikke været muligt for politiet at fastslå, hvor hurtigt der blev kørt under påkørslen.

    – Men der er kørt med meget høj hastighed. Når man påkører med så stor hastighed, er der overhængende risiko for, at man afgår ved døden. Det er ganske alvorlige skader. Det skulle ikke have gået ret meget mere galt, så havde han (cyklisten, red.) ikke været her længere, sagde specialanklageren ifølge sn.dk.

    Den 25-årige er blevet varetægtsfængslet frem til 14. september. Det fremgår ikke, hvorvidt han har valgt at kære kendelsen om fængsling til landsretten eller ej.

    /ritzau/