Drenge kørte galt på Odden – 17-årig dræbt


    Arkivfoto


    En 17-årig dreng har natten til lørdag mistet livet i en trafikulykke på Oddenvej på Sjællands Odde, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

    Den 17-årige befandt sig sammen med en 18-årig kammerat i en bil, som kørte i retning væk fra Sjællands Odde, da ulykken skete natten til lørdag kort efter klokken 03.

    Midt- og Vestsjællands Politi har endnu ikke klarlagt, hvem af de to som sad bag rattet.

    Føreren af bilen mistede imidlertid herredømmet og kørte af vejen. Her ramte bilen nogle træer, og den 17-årige blev fastklemt. Den 18-årige kunne kravle ud af bilen og søgte mod en ejendom i nærheden, hvor han fik tilkaldt hjælp.

    Politiet har i nattens løb underrettet de pårørende. Den afdøde er en 17-årig dreng fra Fårevejle i Odsherred Kommune. Hans 18-årige kammerat er også fra kommunen.

    Politiet har endnu ikke klarlagt, hvor drengene havde været. En teori er, at de havde været til en fest i forbindelse med en makrelfestival på Odden Havn.

    /ritzau/