Pind: Særtillæg om PET-bog er krænkende for retsstaten


Politikens særtillæg


Dagbladet Politiken krænker retsstaten ved at udgive en omstridt PET-bog som særtillæg i søndagens udgave af avisen.

Det skriver justitsminister Søren Pind (V) i et opslag på sin Facebook-side.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Justitsministeren mener, at Politiken har handlet forkert ved at bringe bogen “Syv år for PET”, som handler om efterretningstjenesten og tidligere chef Jakob Scharf. Der er nedlagt fogedforbud mod bogen.

– Politiken krænker retsstaten med sin beslutning. Politiken sætter sig ud over den og har tonet rent flag som hævet over grundlovens lovgivende, dømmende og udøvende magt. Det er ikke en acceptabel retstilstand, skriver han.

Han fremhæver, at efterretningstjenesten PET “klokkeklart” har sagt, at der ikke har været noget ønske om at forhindre bogen i at blive udgivet.

Dermed kunne bogen udkomme som planlagt den 17. oktober. Medmindre den indeholder fortrolige oplysninger, “som vil kunne bringe personer i fare eller skade PET’s arbejde”.

– Men hvis PET’s vurdering af, om bogen indeholdt oplysninger til fare for rigets sikkerhed, først kunne foretages, når bogen var udkommet, var det jo for sent, skriver justitsministeren, der undrer sig over Politikens vurderinger:

– Politiken har tidligere kæmpet for, at ytringsfriheden måtte vige for hensynet til ikke at krænke nogens religiøse følelser. Nu er ytringsfriheden til gengæld hævet over risikoen for at skade landets sikkerhed.

“Syv år for PET” er skrevet af journalisten Morten Skjoldager og er delvist baseret på interview med tidligere PET-chef Jakob Scharf.

Baseret på foromtalen af bogen fik PET torsdag nedlagt fogedforbud mod udgivelsen af den. Natten til lørdag fik PET nedlagt fogedforbud mod Ekstra Bladet og Radio24Syv, som havde offentliggjort dele af bogen.

Fogedforbuddet mod medierne skete uden deres tilstedeværelse i retten.

Det har endnu ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra justitsministeren.

/ritzau/