Politiet eftersøger en formodet gerningsmand til et knivstikkeri lørdag aften på Holbæk Station, hvor en 20-årig mand blev stukket i ryggen.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiets afhøring af manden har sammen med optagelser fra videoovervågningen på stationen, ledt betjentene i politikredsen på sporet af en mand, oplyser vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi Thomas Jørgensen søndag formiddag.
– Vi ved jo, hvem gerningsmanden er og eftersøger ham i øjeblikket. Vi satser på, at vi finder ham, eller at han selv retter henvendelse til os, siger han.
Politiet vil ikke komme nærmere ind på, om den 20-årige kender sin overfaldsmand, eller hvilket motiv der ligger bag knivstikkeriet.
Knivstikkeriet skete omkring klokken 18.00 lørdag, men det var ikke alvorligt. Manden er derfor udskrevet fra hospitalet og i god behold, oplyser vagtchefen.
– Det er ikke noget dybt knivstik. Der er mere et rids i ryggen. Det er ikke en alvorlig skade, men selvfølgelig en alvorlig sag, når man bruger en kniv på denne måde, siger Thomas Jørgensen.
/ritzau/