Politiet om brutal voldsmand: Han filmede overfaldet og delte optagelserne


Arkivfoto


Fyns Politi har torsdag sigtet en 17-årig mand for overfaldet på en 15-årig dreng i forbindelse med havnefesten i Kerteminde i starten af august 2022.

Den 15-årige blev overfaldet natten til søndag den 7. august på hjørnet af Vestergade og Longsvej i Kerteminde.

Under overfaldet fik den 15-årige flere skader i ansigtet.

Politiet mener, at den formodede gerningsmand har delt en video optaget i forbindelsen med hændelsen med mindst en anden person, muligvis flere.

Den 17-årige voldsmand er derfor sigtet for overtrædelse af straffelovens §264d, der handler om uberettiget at videregive billeder, video eller meddelelser om en andens private forhold.

Han er desuden sigtet efter straffelovens §245, der handler om at udøve vold mod en anden person af særlig rå eller farlig karakter.

Det var et tip fra en borger, der torsdag førte til, at den 17-årige mand blev sigtet.

”Vi har modtaget flere henvendelser fra borgerne i sagen, og det var en af disse henvendelser fra en borger, der førte os frem til den 17-årige mand, der nu er sigtet i sagen. Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad det konkret var, der ledte os i hans retning, fordi vi ikke er færdige med vores efterforskning endnu,” siger vicepolitiinspektør Anders Furbo Therkelsen, som samtidig takker for de henvendelser, politiet har modtaget i forbindelse med sagen.

Omstændighederne i sagen gør, at den har været meget omtalt både i pressen og på de sociale medier.