Bilist klippet fri efter sammenstød med cyklist


Brandvæsnet måtte torsdag aften klippe taget af en personbil, efter to biler og en cyklist var kørt sammen i Lyngby.

Ulykken skete i krydset Lyngby Torv / Jernbanevej kort efter kl. 22.

Cyklisten skal være sluppet heldigt fra uheldet, mens en af bilisterne var så tilskadekommen at denne måtte klippes ud af sin bil.

Den præcise tilstand hos de tilskadekomne er endnu ukendt.

Politiet havde på uheldsstedet travlt med at dække af for pressen, mens der ikke blev dækket af for en mængde tilskuere på den anden side, hvoraf en eller flere angiveligt skal have livestreamet ulykken på Facebook via mobiltelefonen.