Brøndbyfans amok på hospital – fire mænd sigtet for vold

Fire tilhængere af foldboldklubben Brøndby er sigtet for vold efter at de gik på jagt efter en FCK-fan på Hvidovre Hospital.

Københavns Vestegns Politi har sigtet fire mænd for slagsmål på Hvidovre Hospital søndag eftermiddag den 18. september 2016.

Like localeyes.dk på Facebook

Her skaffede 10-20 unge Brøndbyfans sig adgang til Hvidovre Skadestue med henblik på at få fat i en FCK fan, der havde søgt behandling på skadestuen.

Dette skete mens flere borgere med børn var til stede i venteværelset og måtte søge tilflugt på fødeafdelingen.

Efter gennemgang af videoovervågningen fra Hvidovre Hospital, er flere personer nu identificeret af politiet.

Københavns Vestegns Politi har indenfor de seneste dage foretaget afhøringer og sigtelse af fire unge mænd, der mistænkes for bl.a. vold, hærværk og grov forstyrrelse af ro og orden på et offentligt sted.

Yderligere er en ung mand blevet identificeret, men han har ikke ønsket at få afklaret af sit mellemværende med politiet, hvorfor han nu er efterlyst med henblik sigtelse og afhøring. Politiet kan ikke udelukke, at efterforskningen vil føre til flere sigtelser.

- Der er tale om fuldstændig uacceptabel adfærd på et sygehus, som borgerne skal kunne opsøge i tryghed, men hvor de i stedet måtte springe for livet med deres børn på grund af disse fodboldbøller. Jeg er meget tilfreds med, at efterforskningen nu har kunnet afdække flere af dem vi mistænker for at have deltaget i dette slagsmål, siger politikommissær Henrik Hougaard fra Københavns Vestegns distrikt Øst.

Også sigtelse i sag fra Lumskebuksen

Sagerne fra Hvidovre Hospital får nu et juridisk efterspil, ligesom der nu vil blive oprettet karantænesager mod de nu sigtede.

I samarbejde med Københavns Politi, har sagen nu også ført til, at en af de nu sigtede yderligere også er blevet sigtet for vold, hærværk og grov forstyrrelse af ro og orden ved den 28. august 2016, at have medvirket til optøjer på "Lumskebuksen" i København, som er tilholdssted for FCK tilhængere.

Motivet til episoden på Hvidovre Hospital skulle angiveligt være, at en ukendt gruppe fra FCK tidligere på dagen havde overfaldet "Huset" beliggende på Hesselager i Brøndby. I den forbindelse var flere Brøndbyfans kommet til skade. Denne episode er dog ikke blevet anmeldt til politiet.

De unge mænd er i alderen 18 til 35 år og kommer fra Københavns området og den Københavnske Vestegn. De nægter sig alle skyldige i sigtelserne.