14-årig mistænkt for at være leder af grove røverier


    Arkivfoto

    En 14-årig dreng er blevet tilbageholdt, fordi han er mistænkt for at have haft en ledende rolle i en række røverier i København. Det skriver Københavns Politi i en mail til Ritzau.

    Drengen blev tilbageholdt på en adresse i Hjørring efter grundig efterforskning, skriver politiet.

    Det er ifølge vicepolitiinspektør Lars Feldt-Rasmussen fra Københavns Politi nogle grove røverier, han og flere medgerningsmænd har stået bag.

    - I flere tilfælde er der anvendt kniv, så det er alvorlige sager, vi taler om.

    - Samtidig er flere af de forurettede blevet truet med vold, hvis de anmeldte sagen til politiet, så vi har en formodning om, at der kan være flere sager, som vi endnu ikke har hørt om, siger han.

    Da der er tale om en mindreårig, kan den 14-årige ikke få en fængselsdom, og politiet kan teknisk set ikke anholde ham, men tilbageholde ham. Hans sag vil blive behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet.

    Ud over den 14-årige, som er tilbageholdt, forsøger politiet at finde frem til medgerningsmænd.

    /ritzau/