19-årig fængslet for grov vold forud for knivstikkeri


Gerningsstedet på Frederikssundsvej


En ung mand blev tirsdag aften stukket ned med kniv på Frederikssundsvej i det nordvestlige København.

Omkring en time før knivstikkeriet opstod der slagsmål mellem to grupper i området, og natten til onsdag blev en 19-årig mand anholdt og sigtet for grov vold i forbindelse med slagsmålet.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Han er i et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg onsdag blevet varetægtsfængslet i 14 dage.

Central efterforskningsleder ved Københavns Politi Youssef Lharraki ville i forbindelse med anholdelsen ikke sige meget om, hvor anholdelsen fandt sted, eller hvordan politiet fandt frem til den 19-årige.

Omkring en time efter slagsmålet blev en ung mand stukket to gange med en kniv. Han er uden for livsfare, men gerningsmanden er endnu ikke anholdt.

De seneste dage har der været flere sammenstød i det nordvestlige København.

Lørdag aften blev en 22-årig mand skudt i benene, og søndag eftermiddag blev to mænd på 21 og 49 år skudt og såret foran en kiosk på Emdrupvej.

Det er uvist, om episoderne har noget med hinanden at gøre, men de fik onsdag Københavns Politi til at indføre visitationszone i et større område omkring Bispebjerg.

Visitationszonen gælder frem til onsdag i næste uge.

/ritzau/