HELSINGØR: En 30-årig mand, bæltefikseret og eskorteret af fire betjente, blev søndag formiddag ved 11-tiden fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Helsingør. Manden er sigtet for at dræbe en 60-årig kvinde i en villa i Frederikssund og sætte ild til et sommerhus i Ølsted, lørdag.
– Jeg gjorde det. Jeg er stolt af det. Det var den eneste udvej, sagde den 30-årige mand ifølge Ekstra Bladet ved grundlovsforhøret, ordene faldt inden dommeren lukkede dørene for offentligheden i den tragiske sag.
Den dræbte er en 60-årig kvinde som politiet lørdag fandt liggende dræbt i en villa i Frederikssund området. Fundet af den dræbte kvinde skete i forbindelse med efterforskningen af en påsat brand i et sommerhus på Maxivej i Ølsted, branden blev anmeldt lørdag kl. 11.45.
Sommerhuset blev sat i brand ved at anlægge flere arnesteder i huset, og huset brændte stort set ned.
I følge sigtelsen, som blev læst op i retten før dørlukningen, så blev den 60-årige kvinde dræbt, da hun blev stukket i halsen og brystet flere gange med en kniv og en saks. Den 30-årige mand fortsatte med at slå og sparke kvinden i hovedet og på kroppen, så hun til sidst døde af det.
Efter drabet skal den 30-årige mand i følge flere kilder have stjålet kvindens bil, og være kørt til København hvor han kort før kl. 18 blev anholdt af betjente fra Københavns Politi. Manden medbragte en række mere eller mindre værdifulde ting fra kvindens hjem, præcist hvad dette var kan der ikke oplyses mere om på nuværende tidspunkt på baggrund af navneforbuddet på den dræbte kvinde.
Ved grundlovsforhøret blev der nedlagt navneforbud for såvel drabsofret som den formodede drabsmand, og den 30-årige mand blev varetægtsfængslet i surrogat på en psykatrisk afdeling frem til den 2. september, på baggrund af en særlig begrundet mistanke.
Den 30-årige mand er sigtet for manddrab og brandstiftelse – alene straframmen for drabet efter straffelovens §237 er op til livstid.
Efterforskningsleder, politikommissær Anders Jørgensen oplyser i en pressemeddelelse, at politiet efter varetægtsfængsling af den anholdte mistænkte nu får ro til at efterforske sagen og herunder får fastlagt et motiv for drabet.