Politiet afslører fynske narkohandlere


Arkivfoto


Tre kilo narkotika og nogle skydevåben. Det var, hvad politiet fandt, da betjente fredag gik i aktion på fem adresser i Odense og i Aarup på Vestfyn. Narkotikaen var amfetamin og kokain.

Tre mænd og tre kvinder i alderen mellem 29 og 60 år er blevet anholdt og sigtet for besiddelse af og handel med narkotika.

De vil blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag formiddag, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Politiet slog til hjemme hos de seks efter længere tids efterforskning.

Vicepolitiinspektør Jens Langdal, Fyns Politi, siger, at politiet er overbevist om, at den store mængde narkotika, der blev fundet hos de sigtede, var beregnet til videresalg.

Der er hverken oplysninger om, hvad der har bragt politiet på sporet af narkohandlerne, eller om hvem de anholdte er.

– Jeg kan desværre ikke gå i mange detaljer om sagen, da efterforskningen ikke er afsluttet endnu, men jeg kan sige, at sagen ikke umiddelbart har nogen direkte relation til bandemiljøet, siger Jens Langdal.

Af hensyn til efterforskningen holder politiet kortene tæt til kroppen og vil anmode om, at grundlovsforhøret, hvor de seks vil blive krævet varetægtsfængslet, kommer til at foregå for lukkede døre.

/ritzau/