Midt- og Vestsjællands Politi har beslaglagt en motorcykel fra en 23-årig mand, som lørdag i Roskilde kørte med mere end 200 kilometer i timen, hvor man må køre 70, fortæller vagtchef Henrik Olesen.
Først på aftenen lørdag fattede politiet interesse for motorcyklisten, som på Køgevej i retning ud af byen kørte vildt og voldsomt.
– Han kørte over spærreflader, venstre om helleanlæg og med en hastighed på ikke under 200 kilometer i timen, fortæller Henrik Olesen.
Politiet satte efter motorcyklen for at stoppe den, og den høje hastighed til trods foregik det udramatisk.
– Føreren var en 23-årig mand. Han havde formentlig ikke bemærket, at politiet var efter ham, og da han holdt for rødt lys, kunne vi slå en klo i ham, lyder det fra Henrik Olesen.
Sidste år blev reglerne i færdselsloven skærpet, så et køretøj kan konfiskeres, for eksempel ved alvorlige fartovertrædelser. Konfiskation vil sige, at staten overtager ejendomsretten over køretøjet, som bliver solgt. Pengene ender i statskassen.
Ifølge reglerne kan der ske konfiskation, når hastigheden er dobbelt så høj som det tilladte. Det er en domstol, som skal træffe afgørelsen, men politiet har mulighed for at beslaglægge et køretøj med henblik på senere konfiskation. Og det er sket i sagen fra Roskilde.
– Derudover vil han også få førerretten inddraget administrativt, fortæller Henrik Olesen.
En administrativ inddragelse af førerretten er et forbud mod køre bil eller motorcykel frem til domstolene får mulighed for at tage stilling til, om der skal ske en egentlig frakendelse af førerretten.
/ritzau/