Arkiv
En lottospiller i USA har vundet over 1,3 milliarder dollar i spillet Mega Millions. Det er en af de højeste præmier i Amerika nogensinde.
Omsat til kroner svarer gevinsten til knap 9,5 milliarder kroner.
Lottosedlen er udstedt i delstaten Illinois, men en vinder har endnu ikke meldt sig. Den indeholdt de magiske seks numre, der gav jackpot.
Det er ellers nogle vanskelige odds, som spillerne har stået over for. Chancen for jackpot er en ud af 303 millioner.
– Vi er henrykte over at have været vidne til en af de største jackpotgevinster i Mega Millions historie, siger Pat McDonald, der er direktør for Mega Millions Consortium.
– Vi er opsat på finde ud af, hvem der har vundet, og vi ser frem til snarest at lykønske vinderen.
Præmiepuljen er blevet så stor, fordi det i 29 tidligere udtrækninger ikke er lykkedes at finde en vinder.
/ritzau/AFP