Varebil forulykket: Chauffør sad fastklemt i en time


Arkivfoto

KOKKEDAL: Ved midnatstid blev der slået alarm om en voldsom ulykke ved afkørsel 7 på Helsingør motorvejen, en varebil med alu-kasse var forulykket og væltet rundt på vejbanen.

En bilist slog alarm til 1-1-2 få minutter før midnat og anmeldte at en forankørende stor varebil slingrede meget på Helsingør Motorvejen i den sydgående retning ved Kokkedal.

Mens Nordsjællands Politi taler med anmelderen ryger varebilen ud i autoværnet, så autoværnet mellem nord- og sydgående spor ødelægges, inden varebilen ryger på tværs henover egen vognbane og ryger ud i grøften, hvor den ender liggende på førersiden.

Varebilens fører, en 56-årig mand fra Helsingør, sad fastklemt i den smadrede varebil og først omkring kl. 01.05 kunne redningsfolkene på stedet løfte den kvæstede mand ud af det knuste førerhus på bilen – han havde således siddet fast i bilen i over en time.

Frigørelsen var også meget besværlig idet varebilen lå delvist på siden, og der måtte bla. afstives samt opsættes en platform på siden af førerhuset som redningsfolkene kunne arbejde fra.

Der var ifølge Nordsjællands Politi ikke andre trafikanter involveret i ulykken, hvor årsagen til uheldet er endnu ikke klarlagt.

Lørdag morgen har Nordsjællands Politi oplyst at varebilens chauffør ikke har pådraget sig nogen livstruende skader, og er stabil og uden for livsfare.

.

.